Ærligt og smukt
I 2012 holdt Cathrine Lervig udstillingen “Sjælens fire nodebilleder” på Gimsinghoved Kunst og Kulturcenter i Struer. Om udstillingen skrev Annelene Bæk Østerby på facebook:
Jeg så Cathrines udstilling i søndags og hørte hende spille sammen med Søren Brynjolf og jeg er stadig helt overvældet!
Cathrines udstilling er ikke bare en kunstudstilling. Det er en rejse ind i en anden verden, et andet menneske. Det er ikke udleverende eller blottende, men ærligt og smukt.
Min første tanke var, da jeg stod overfor det første billede, at der her var åbent helt ind til sjælen til et andet menneske. Det føltes som om jeg stod overfor et stort åbent rør der susede af tanker og følelser.
Værkerne kan ikke sammenlignes med anden kunst, for når kunst løfter sig væk fra ideen om at ville være kunst, og ind til ideen om bare at ville være et udtryk, så forsvinder de termer, jeg ellers vurdere kunst ud fra og jeg må åbne mig for noget nyt.
At høre Cathrine synge og Søren spilleperkussion var på samme måde, som at se kunsten et helt nyt udtryk for mig og alligevel genkendeligt. Genkendeligt fordi de følelser Cathrines stemme kaldte på, var kendte. Det var som om jeg havde været til koncert med en række kunstnere, med meget forskellige udtryk, fordi Cathrine mestre så mange klange og toner. Måden som Søren og Cathrine arbejdede og samarbejdede med hinanden og instrumenterne var vidunderligt, det var med så stor omhu og ømhed, at megen anden musik vil føles brutal.
Følelsen jeg sad tilbage med var, at jeg lige var blevet overøst med kærlighed.
Så af hjertet TAK, jeg fælder en tåre af taknemmelighed.