Sommerturné 2015
Billede fra boenheden Bøgealle 15-17 Ribe. taget lige før Cathrine og Thorbjørns koncert sommer 2015.
Optakt til Koncert
Jeg har før vist billeder af denne instrument og scenografi opstilling på andre institutioner uden publikum… Desværre er det altid en udfordring at komme til at vise billeder af vores dejlige levende publikum. Det kræver at vi får underskrifter fra værger og forældre og ledere osv… I må her forestille jer at der hvor Thjorbjørn står og fotograferer på sin mobil, sidder ca. 25 borgere og personaler og venter på at koncerten skal begynde… der er forventning i luften, lyde som suk og brummen og små hvin og enkelte ord, rytme med en fod…VOKALAPYK vil jeg kalde det….ligepræcis det lydrum vil vi om 7 minutter lade musikken vokse ud af… om 7 minutter starter jeg sangen, med publikums lyde som inspiration. Denne dags lyde var forventningens spændte lyde.
Vi kendte mange af borgerne
Det viste sig da vi kom at vi kendte mange af publikum fra Gøgl-og Musikfestivalen i Løgumgårde hvor vi har spillet gennem 10 år… Det blev et dejligt gensyn… og vi er klar til at komme igen næste år… det ønsker stedet allerede vi gør, sagde personalet da vi gik……
Manglende sommerferie for borgere
Sommerturneen blev sat igang efter vi blev kontaktet af Bøgevej, hvor beboerne ikke i disse år har mulighed for at komme på sommerferie. Senere meldte andre institutioner sig med samme behov. Ja tænk regler for disse mennesker med meget store handikaps, der stort set alle sidder i store kørestole og ikke har megen bevægelsesfrihed i det hele taget, betyder at mange af dem ikke har mulighed for at komme på ferie – ikke engang nogle få dage om året. Det er meget smertefuldt at erkende… Det er på denne baggrund de har inviteret os til at komme, som en overraskelse til beboerne…
På sommerferierejse med os
Vi er musikere. Og vi ser det derfor som vores opgave at spille nogle landskaber frem inde på institutionen som dette publikum kan få lyst til at gå ind i og nyde og deltage i, med lyde, dansende bevægelser og rytmer, i fællesskab – i samspil og interaktion mellem os og publikum – vokser landskaberne frem og udvikler sig . Både den første del af koncerten hvor publikum lytter, og den del anden del hvor publikum spiller med…Vi håber også at få personalet med… på denne lille fælles rejse sammen med deres beboere, så arbejde og leg og musik og små krads på en tromme og forunderlige bevægelser i luften og tramp og klap og fællesskab får os alle til at mærke at vi er mennesker der sammen kan skabe og opleve skønne fælles øjeblikke lige meget hvem vi er og hvor vi er. Det oplevede vi både i Esbjerg og i Ribe.
Musik taler til følelserne, og kalder dem frem
Øjebliks billede fra Ribe: Mens alle spillede, sad en kvinde med et lille rasleæg… jeg kunne se mens jeg sang at hun havde langt flere kræfter end den lille lyd hun kunne få ud af det der rasleæg. Derfor gik jeg syngende hen til hende med en kølle og en stor rammetromme der fik plads på hendes kørestolebord. Buuuum hun gav trommen et slag…og Thorbjørn svarede buuuum… bum bum buuum hun slog igen… og Thorbjørn svarede…frem tilbage i en livlig dialog… som alle blev zoomet ind i og helt optagede af – fra en kvinde jeg umiddelbart troede var meget forsigtig og mere til rasleæg end til tromme, ..…. Nu var det denne dialog i musikken der trak alles opmærksomhed til sig: Bum bum bum bum skiftevis… og efterhånden blev kvinden mere og mere ivrig og spillede mere og mere energisk, hele kroppen var med i bevægelsen. Sikke meget slag der var i hende, sikke et temperament og sikke en energi, vi sad alle åndeløse ..red på hendes energi gennem denne duet.. vi mærkede den, kraften vokse og spændingen brede sig ud i hver eneste celle i kroppen…også i vores kroppe.. der fulgte slagene….En tæt energisk dialog der voksede i kraft og tempo ……..OG SÅ PLUDSELIG tog hun til alles forbavselse fat i hele trommen og kastede den, så den fløj gennem luften og hen ad gulvet med et kæmpe rabalder… mens hun satte i et stortudende brøl … en personale kom til.. mens alle sagde nåååååååå fordi vi alle sammen havde levet os ind i hendes spil og vi mærkede alle sammen kraften og forløsningen da hun kastede trommen- og at nu var det nok… vi blev berørte fordi hun havde vist sit temperament og delt denne følelsesmæssige rejse med os……nu græd hun voldsomt… Som opbakning til denne brusende gråd spillede vi en lille trøstesang, som alle ku gå med på.. som holdt energien samlet i en dejlig slutning på dette nummer der fadede langsomt ud…..hun græd, vi ”holdt hånden under” nu og her stod al energi i rummet samlet og hver enkelt kunne finde hjem i sig selv…
Efter koncerten var kvinden fuldstændig lykkelig for vores koncert. Hun ønskede sig en af vores CD’er og roste koncerten i store svulmende ord og fagter så vi ikke var i tvivl om hendes glæde og begejstring…. Og hun blev ved vores side indtil det sidste var pakket ud i bilen og vi kørte.
Hvorfor vælge improvisation og ordløs sang og ikke altid musik man kender?
Jeg hører ofte personaler sige at borgerne kun kan lide musik de kender…Disse personaler ønsker selvfølgelig det bedste for borgerne. Men der huserer måske en uvidenhed på dette område. Der er ingen tvivl om at for alle mennesker er genkendelse en vigtig faktor, at dele musik man kender er vidunderligt..… men ligeså vigtig er det at opleve musik der tager en med på en følelsesrejse gennem stemninger og indre billeder som man ikke lige kendte. Det får følelserne i spil, de kede, de vrede, de glade, de fanden i voldske energiske. … gennem at lytte til musikken kaldes følelserne frem og de kommer i spil.. udtrykt med stemmen eller arme der bevæger sig, som slag på en tromme eller rytme med foden, som kast med kroppen eller virren med hovedet.… og så kommer noget på plads inden i en… og en ro indfinder sig……. energi og ro…som kvinden med trommen..…når vi udtrykker os bliver vores væsen synligt for andre… det gør det muligt at mødes og følges.. måske på nye måder… måske opdagede personalet her at de har en trommespiller boende… måske opdagede de at hun havde mere temperament og magtede at styre det med slag og kast og gråd og kunne dele gråden og lade den fosse til den omsorgsfulde fælles sang…..med en arm rundt om sig fra en personale person.. måske oplevede de sider ved hendes musiksmag de ikke kendte til. Måske opdagede nogle at den slags udtryk ikke er farlig men blot en nødvendig menneskelig livsbekræftende udladning på livets vej…, måske hober energien sig op hvis man aldrig kommer væk på sommerferie … væk fra det sted man bor hvor luften, materialerne, duftene, smagene, lydene altid er de samme… hvor en lille ferie ud i naturen kunne være vidunderlig men ikke kan lade sig gøre fordi feriereglerne er fuldstændigt vanvittige rigide.. Men her kunne musikken bringe os alle sammen på en samlet tur gennem det der tændtes og opstod… tusind tak til dette lyttende og medlevende publikum af beboere og personale.